-
Investeringsekspert advarer mod svindel: Sådan undgår du at hoppe i fælden
المصدر: BDK Finans / 09 يوليو 2025 14:16:22 America/New_York
Oskar Bernhardtsen har en løftet pegefinger. Som investeringsstrateg i Saxo Bank ved han nemlig en ting eller to om aktiemarkedet. Og hvis nogen lover noget, der lyder for godt til at være sandt, er det, fordi det typisk er det. Alligevel har Berlingske i den seneste tid kunnet afdække, hvordan blandt andet Carlsberg-topchef Jacob Aarup-Andersen og flere kendte økonomer er blevet misbrugt af svindlere, der på de sociale medier lokker med tårnhøje afkast og enorme gevinster. Og hos Saxo Bank oplever man lige nu, at flere og flere kunder henvender sig, fordi de bliver udsat for netop investeringssvindel. »Desværre er der nogle, der falder i fælden, fordi man bliver lidt for fristet af løfter om hurtige gevinster. Og der er det bare vigtigt at sige: Husk nu den sunde fornuft,« lyder det fra Oskar Bernhardtsen. Derfor kommer han her med sine bedste råd til, hvad man skal holde øje med – og hvordan man undgår at falde i svindelfælden. »Pump and dump« For investeringsstrategen forstår godt, at det kan være fristende. Man hører om folk, der er blevet stillet i udsigt at kunne tjene styrtende på en aktie – og så endda på ingen tid. Men man skal være ekstremt påpasselig med at hoppe i med begge ben, forklarer han. »Pump and dump«, hedder fænomenet. »Det er en form for svindel, hvor der sidder nogle mennesker og kunstigt puster prisen op på en aktie gennem falske og vildledende positive udsagn. Det sker ofte på de sociale medier, hvor de spreder misinformation for at få flere til at købe aktien,« fortæller han. Når prisen er steget tilstrækkeligt, sælger svindlerne deres egne aktier til den oppustede pris. Det resulterer ofte i et pludseligt og stort fald i aktien. »De investorer, der blev lokket til at købe aktien under pump-fasen, står tilbage med store tab, når prisen falder i dump-fasen,« tilføjer Oskar Bernhardtsen. Brug en halv time Selvom det kan være svært at vurdere, om der er tale om en »pump and dump«-aktie, er der et par kendetegn, man bør være opmærksom på. Fænomenet rammer typisk aktier, som har været virkelig hypet, men som efterfølgende er sunket fuldstændig til bunds og nærmest ikke bliver handlet mere. Derfor er det en god start at tjekke kursgrafen og se, om det har været tilfældet. »Og så bør man lige bruge en halv time på at se sig omkring på virksomhedens hjemmeside og finde ud af, hvad de egentlig laver. Tjek investorportalen ud og se, hvornår de senest har aflagt regnskab, og om de tjener penge,« lyder det fra investeringsstrategen. Novo Nordisk var ekstremt hypet for et år siden. Siden sidste sommer er aktien faldet med 55 procent. Hvorfor er Novo Nordisk ikke en »pump and dump«-aktie? »Det er typisk i ret små aktier, som ikke bliver handlet særlig meget, at vi ser den her pump and dump-svindel. Jo mindre aktien bliver handlet, jo mere vil den også stige, når du får folk til at købe den,« siger Oskar Bernhardtsen og fortsætter: »Så hvis man gjorde det med Novo Nordisk, skulle man virkelig have mange nye investorer til at købe aktien – og samtidig håndtere alle de professionelle, som har penge i Novo.« Et klassisk eksempel på et svindelnummer En aktie, som Oskar Bernhardtsen fremhæver som en pump and dump-aktie, er kinesiske OSTIN Technology Group. Fra april til juni steg aktien mere end 1.000 procent. Og det gennemsnitlige antal handler steg fra 250.000 til 18,5 millioner om dagen. Svindlere lokkede på kommunikationstjenesterne WhatsApp og Telegram med løfter om store og sikre gevinster – men uden specifikke nyheder fra virksomheden selv. Men så klappede fælden. En dag i slutningen af juni blev der solgt ud. Aktien bragede ned med 94 procent, og tusindvis af investorer tabte stort set alt. »Det er jo et godt eksempel på en virksomhed, som folk ikke rigtig forstår, men hvor de bliver lovet fantastiske gevinster. Havde man brugt en halv time på lige at undersøge virksomheden, havde man nok ikke smidt penge efter aktien,« siger Oskar Bernhardtsen. Hos Saxo Bank vælger man løbende at suspendere handel med aktier, som for eksempel OSTIN Technology Group, der mistænkes for at være påvirket af pump and dump-svindlere. Man kan dog stadig sælge sine aktier, hvis man allerede skulle have købt dem, før de blev suspenderet. Ikke umuligt – men det er en lottogevinst heller ikke Eksempler som OSTIN Technology Group viser, at det stadig er værd at huske den sunde fornuft. For hvis nogen kan garantere vilde afkast, hvorfor pokker skulle de så dele opskriften med andre? »Jeg ville i hvert fald ikke. Og hvis nogen falder over en overskrift, hvor der står, at jeg garanterer noget, bør de løbende skrigende væk,« siger Oskar Bernhardtsen og tilføjer: »Det kan da godt lade sig gøre at få 100 procent i afkast om året. Men det kan også lade sig gøre at vinde i Eurojackpot. Det sker bare for uhyre få.« Han pointerer, at folk naturligvis kan gøre, hvad de vil med deres penge. Det er bare vigtigt at huske, at man også selv står til ansvar for, hvad der sker med dem. »Og hvis din portefølje består af fire aktier, du egentlig ikke aner noget om, så bør du nok tænke en ekstra gang over, hvad det egentlig er, du har gang i,« lyder det fra Oskar Bernhardtsen. https://www.berlingske.dk/aktier/investeringsekspert-advarer-mod-svindel-saadan-undgaar-du-at-hoppe-i